I
1858 stod Skomagerlaugets Stiftelse klar på hjørnet af Gasværksvej og
Istedgade, og i 1859 blev Skipperstiftelsen indviet på det modsatte hjørne
Samme år i februar fik Istedgade sit officielle navn, og fra begge sider
af Gasværksvej voksede Istedgade nu støt ud som et par lange arme og nåede
i 1889 Reventlowsgade og i 1900 Enghave Plads. Det betød og betyder
stadig, at
Istedgade mentalt er
delt i to forskellige landsbyer.
Undervejs måtte Istedgade bestige
nogle forhindringer som Den stinkende Rosenå, der først skulle lægges i
rør, og De kongelige Skydebrødre, som nægtede at sælge en del af deres
store skydebanehave, så Istedgade kunne føres igennem den. I stedet mente
de fornemme skydebrødre, at Københavns Kommune bare kunne lave en gangbro hen over deres skydebane,
så de kunne skyde videre i fred og ro
nedenunder
.
     
Allerede i
begyndelsen
af 1900-tallet havde Istedgade opnået sit ry som en farverig og lystig
forretningsgade. Især stykket fra Hovedbanegården og op mod Gasværksvej
bestod tidligere af finere forretninger, mens stykket ud mod Enghave Plads
var den mere fattige ende. Men i hele gaden var der duftende butikker og
råbende gadesælgere. Her var forlystelser og værtshusslagsmål, og her
flyttede prostitutionen ind i 1906 i Oktoberstiftelsen fra sidegaden
Knudsgade og har aldrig forladt gaden siden.
Selv om beboerne i
Istedgade altid har levet side om side med artister og andre mennesker fra
alverdens lande, så er
Istedgades livlige natur dog ikke opstået som et bevidst valg. Men en
gade, der ligger i benenden af landets Hovedbanegård, vil altid få besøg
af en farverig palet af mennesker, hvorved dens ry og rygte spredes videre
ud i landet, ja ud over dets grænser.
Samme
fænomen ses mange steder i verden, hvor en gade udgår fra et globalt
trafikknudepunkt. Sådanne gader får gerne deres helt egen og særlige
karakter, og bliver ofte et slags refugium for mennesker, der enten af
lyst eller nød tiltrækkes af gadens farverige rummelighed.
    
Rom og Paris kan I ta´- men Stalingrad og Istedgade
overgiver sig aldrig
Tekst fra løbesedler, som BOPA
fortæller, at de smed
ud af vinduerne under 2. verdenskrig i 1944
Under 2. Verdenskrig blev Istedgade danmarksberømt pga.
modstandsbevægelsen og beboernes personlige oprør mod besættelsesmagten.
Feltråbet
”Istedgade overgiver sig aldrig” stammer fra Folkestrejken i 1944, og
bruges den dag i dag i enhver folkelig opstand i kvarteret uden hensyn til
dets historiske baggrund.
Senere ændrede
Istedgade karakter. Først da pornoforretningerne og liveshows skød op,
efter at billedpornoen var blevet frigivet i 1969, og herefter i
1970´erne, hvor narkoen kom til Vesterbro. Og den før så pænere ende endte
som den "slemme" ende, og den fattige del blev pænere og pænere. Og sådan
er det såmænd stadigvæk.
Området nærmest
Hovedbanegården domineres af prostitution og narko, mens området fra
Gasværksvej til Enghave Plads domineres af smarte forretninger og cafeer
og tilflyttere. Tilflytterne går under øgenavnet "Café latterne", og det
betyder, at det er dem, som er kommet til bydelen, efter at Byfornyelsen
gjorde Vesterbro så pæn, at det blev smart at bo her.
    
Man siger, at Vesterbro altid har levet fint
sammen med ”sine fremmede” og har passet på dem. Årsagen er, at de altid
har været her, lige fra de første artister og cirkusfolk, der bragte
Pjerrot til Vesterbro, til de nuværende indvandrere, som har bragt
alverdens eksotiske varer med sig ind i bydelens rum.
Gennem historien møder
vi gøglerne og artisterne, som slog sig ned
på artisthoteller og artistpensionaterne i Istedgade eller i sidegaderne
og kom fra Kina, Rusland, USA, Afrika og hele Europa. Vi møder de sorte
mennesker fra de Dansk-Vestindiske Øer, der ligesom datidens andre fattige
flyttede rundt i de vesterbroske sidegader for at undgå at betale husleje.
Og i dag hilser vi på restauratørerne, grønthandlerne, gaveforretningerne
og slagterne fra lande som Tyrkiet, Pakistan, Iran, Syrien, Irak,
Afghanistan, Kina, Thailand, Vietnam og mange flere.
I takt
med samfundet har Istedgade ændret sig og er fulgt med tiden. Derfor
afspejler Istedgade både glæden og gruen i det danske samfund, der som en
sitrende og levende
organisme er i bestandig forandring med samfundsforhold, byudvikling,
tidens strømninger og kulturhistoriske fænomener.
     
|