Fabelagtige, fantastiske & finurlige fortællinger om Københavns historie. Byvandringer med bid, slag og humor
Børnebøger ..... Eventyr ..... Fantasy ..... Arkæologi ..... Historie
Forsiden og bogens tegninger er tegnet af Johannes Bojesen 2010 ©
Bogfakta:
230 sider
ISBN 978-87-99774-4-87 (trykt, Forlaget Tyra)
ISBN 978-87-99774-4-32 (e-bog)
Udgivelsesdato:
30. september 2010 på Forlaget Torgard.
E-bog udgivet på Forlaget Tyra.
Se mine børneforedrag og byvandringer HER
Øgledronningens forbandelse
Af Hanne Fabricius
Bind 1 i serien Tidsdetektiverne
Resumé:
En dag forsvinder Margrethe Hatts far, Gustav Hatt. Senere viser det sig, at han er blevet kidnappet af en mand fra fortiden og smidt ned i en gammel brønd i Ruinerne under Christiansborg.
Brønden er en tidskanal, og Gustav Hatt er endt i et mørkt fangehul på biskop Absalons borg omkring år 1170.
En eftermiddag da Margrethe besøger sin mor i hendes hatteforretning, støder hun ind i en uhyggelig kvinde med en slangetunge.
Da Margrethe kommer hjem, fortæller hun det til tante Pimpinella, som er en fe, der bor hos dem, og som kan bevæge sig gennem tiden.
Tante Pimpinella fortæller Margrethe om Øgledronningens, der er beskrevet i Alfernes Gyldne Bog, og hun er sikker på, at det er selveste Øgledronningen, som Margrethe mødte.
For mange tusind år siden i en anden verden forsøgte Øgledronningen sammen med sine sorte øgler at få magten over Tiden. Men hun blev fanget og fængslet i Tidens Glas. Men inden glasset blev lukket
udstødte hun en forbandelse, som vil blive udløst, hvis hun en dag slipper fri....... Nu er Øgledronningen ved et uheld sluppet ud af Tidens Glas ....... og kun fire børn kan sammen ophæve forbandelsen –
altså fire helt specielle børn.
Allerede samme aften indvier Margrethe sine bedste venner Thea Borch og Sigurd Rama i historien, som sover hos Margrethe. Om natten lister de tre børn sig ned på Margrethes morfars kontor, hvor de opdager en mærkelig maskine, som de kravler ind i.
Pludselig springer en person ind og sætter maskinen i gang. Det er Margrethes morfar Archibald Hatt, som er arkæolog og opfinder. Det viser sig at være hans tidsmaskine, og de flyver alle fire tilbage til Absalons København, hvor de skal befri Margrethes far fra borgens skumle fangehul.
Her møder børnene kong Valdemar den Stores søn prins Knud. Sammen opdager de, at kongens fætter og rådgiver, fyrst Morton, er ved at forberede et ondsindet kup mod kongen, fordi han selv vil være konge.
Fyrst Morton får hjælp af Øgledronningen. Det vil sige, det tror han, for i virkeligheden udnytter hun ham i sit eget spil, da hun aldrig har tænkt sig, at han skal være konge. Hendes mål er endnu engang at få magten over Tiden, så hun kan styre alting, som hun vil.
Det hele ender i et stort slag mellem alle kongens mænd og fyrst Morton og Øgledronningen. Da det ser mest sort ud, vender heldet og de ”gode” vinder slaget.
Selv om nogle af personerne viser sig ikke at være, hvad de troede, kommer Øgledronningen atter på plads i Tidens Glas, og Tiden er reddet for denne gang.
Øgledronningens forbandelse kan købes/bestilles i boghandlen plus som e-bog hos bl.a. Saxo og William Dam.
Bogen blev støttet af Statens Kunstråds Litteraturudvalg med et arbejdslegat til forfatteren og med produktionsstøtte til forlaget.
Københavns biblioteker satte i april 2011 Øgledronningens forbandelse på listen over de ti bedste børnebøger nogensinde.
Forsiden og bogens tegninger er tegnet af Johannes Bojesen 2010 ©
Uddrag af lektørudtalelse:
Forfatteren er kendt for at formidle middelalder til børn og har flere titler bag sig om emnet. Dette er hendes første skønlitterære titel. Bogen er rigt illustreret med s/h tegninger i blød venlig stil. Børnene ser lidt yngre ud end 12 år. Lækker forside. Dialogen er frisk og historien har et godt tempo.
Samlet konklusion: En lovende tempofyldt historisk fantasy-serie.
Folkeskolen:
Læs HER
Sproget er levende og varieret, og historien er spændende og befolket med personligheder. Johannes Bojesen har illustreret med sort-hvide tegninger i en stil, der passer godt til emnet. Men nogle detaljer fra teksten fremgår ikke af illustrationerne, for eksempel børnenes 800-tals-tøj og Sigurds frisure. På et tidspunkt i kampens hede er det vigtigt, hvilket banner der vajer fra tårnet, men det fremgår heller ikke af illustrationerne. Bogen ville egne sig fortrinligt til en filmatisering.
Historie online:
Læs HER
”Hvis jeg skulle give den point på en skala fra 1-10, så ville jeg give den 9½”. Sådan sagde min søn på knap 9 år, da jeg havde læst børnebogen ”Øgledronningens Forbandelse” af Hanne Fabricius højt for ham og min datter på 6 år. Han elsker fantasy og synes, at bogen var rigtig spændende.
Fortællingen:
Læs HER
Øgledronningens forbandelse er hyggelig læsning. Fra første side bliver man draget ind i en forunderlig verden, der ligner vores og så alligevel ikke.
Det er en god ide den med tidshullerne og det er også en god ide at fortælle lidt danmarkshistorie på den måde. Man skal nok ikke tro på det hele i denne bog.
Efter endt læsning sidder jeg nu og håber at en kokkerende fe flytter ind i mit køkken. Se, det er eventyrligt!
Anmeldelse og klumme af Nønne Lønne Votborg:
Læs HER
Middelalderfantasy møder detektivgenren på flot vis!
Jo mere vi læste, jo bedre blev historien, og der hersker ikke spor tvivl om, at Hanne Fabricius har fået en fan hos både testperson og anmelder.
Danmarkshistorie i små fine doser
Hanne Fabricius vælter ikke om sig med historiske facts, men formår på flot og gennemført vis at servere brudstykker af danmarkshistorien, så det bliver både underholdende og fascinerende. Middelalderen bliver med ét levende og interessant, ligesom det gamle København fremstår spændende og vedkommende. Efter endt læsning lokker Hanne Fabricius´s populære byvandringer for børn & voksne i København, hvor man kan få lov at lege detektiv. Jo, forfatteren rammer plet. Hvor er det dejlig at læse en fantasybog, der kan mere end bare underholde. Vi elsker altid gode bøger, men værdsætter endnu mere dem, der også gør os lidt klogere!
Mail fra bibliotekaren i Rebild til Hugin Eide, Forlaget Torgard 26.11.2010:
"En helt anden ting, som du absolut skal høre, er, at vores ældste pige på ti her i weekenden på ingen tid huggede sig gennem Fabricius’ ’Øgledronningens forbandelse’, som hun synes bare er spændende og medrivende!
Og så kunne hun også godt tænke sig, at der snart kommer en fortsættelse …"
Thorbjørn Sørensen-Grumløse på 10 år skriver:
Jeg har læst mange bøger, men denne her (øgledronningens forbandelse) er den bedste af dem alle. Den er både mystisk og spændende."
Sine Penthin Grumløse, mor til Thorbjørn, skriver:
Jeg har Thorbjørn på 10 år, der ”æder” sig igennem Øgledronningens forbandelse.
Det er så befriende dejligt at se, hvordan historie og fiktion kan smelte sammen til dragende eventyr for den aldersgruppe.
Herhjemme er du blevet placeret højere end Harry Potter også i spænding og det er ikke at kimse af.
Bedste hilsner og hatten af for dine evner til at formidle til store såvel som små.
Sine Grumløse 1. august 2013)
Sarah Celine Elving 11. marts 2014
Tak Hanne for, at jeg sammen med mine drenge, har fået muligheden for at begive os ind i en helt fantastisk og dragende fortælling (Øgledronningens forbandelse) som vi næsten ikke kan slippe!"
Anmeldelser af bogen